-
Business-update: Danske virksomheder skruer ned for tempoet i USA
المصدر: BDK Finans / 14 مايو 2025 10:33:37 America/New_York
God eftermiddag og velkommen til onsdagens update fra Berlingskes Business-redaktion. Vi springer lige ud i det. #1 – Brøndby-fans kritiserer valg af sponsor Tirsdag annoncerede Brøndby IF en treårig aftale med bettingfirmaet Betano, som fra sommeren 2025 bliver hovedpartner og trøjesponsor for fodboldklubben. Men allerede nu møder beslutningen ifølge Ritzau kritik. På sin hjemmeside skriver Brøndby IFs fanafdeling således: »Upåagtet at spilindustrien er en lovlig industri, som er underlagt en vis regulering, ser fanafdelingen med stor skepsis på klubbens nye hovedpartner. Vi havde med andre ord håbet, det ville være muligt for klubben at tiltrække en hovedpartner, som ikke var engageret i spilindustrien.« #2 – Ekspert revser kapitalforvalter efter politianmeldelse I sidste uge meldte Finanstilsynet to underselskaber til solenergifirmaet Obton til National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Ifølge tilsynet har de to underselskaber, Obton Forvaltning og Koncenton, handlet imod investorernes interesser. Til Børsen kalder bankekspert Lars Krull fra Aalborg Universitet sagen for »et enormt tillidsbrud«. »Selskaberne skriver på den ene side i deres salgsmaterialer, at de er godkendt af Finanstilsynet, men når tilsynet kommer og kigger, så lever de ikke op til det, man som professionel investor godt ved, man skal leve op til,« siger han. #3 – Danske virksomheder skruer ned for tempoet i USA Interesseorganisationen DI har taget temperaturen på 544 danske virksomheders lyst til at engagere sig i USA. Og målingen viser groft sagt, at de store skruer ned for tempoet, mens de små bremser helt op. Det skriver Finans. Ifølge mediet bryder det med tendensen gennem flere år, hvor det amerikanske marked er blevet foretrukket, når virksomheder har ønsket at øge deres økonomiske engagement. »Det er ikke noget, som vi har set tidligere, og det viser også, at det handelsklima, der er skabt mellem Europa og USA, er så uoverskueligt for virksomhederne, at de vælger at bruge deres penge et andet sted,« siger Lukas A. Lausen, chef for DIs afdeling for global handel og investering. Tre skud fra Berlingske Business A: Topdirektør: Kæmpe sparerunde i bilgigant er ikke nok De første 7.000 ansatte har allerede forladt den tyske bilgigant Volkswagen som led i historisk store nedskæringer i en svær tid. Spareplanen risikerer dog ikke at være nok, advarer koncernens finansdirektør. Fords ansatte i Europa nedlægger arbejdet, og Nissan skal af med 20.000 ansatte. Læs artiklen her. B: Elbilsalget skyder i vejret verden over – men i USA falder det Det globale salg af elbiler steg med 29 procent i april trods toldkrigen. Der er dog store geografiske forskelle på salget. Mens der var stabil vækst i både Kina og Europa, oplevede Nordamerika det første fald siden september 2024, viser de nyeste tal fra analysefirmaet Rho Motion, der følger markedet tæt. Læs artiklen her. C: Amerikansk gigant skal fyre 6.000 ansatte Endnu en teknologigigant indleder nu en fyringsrunde, når Microsoft slanker koncernen med 6.000 ansatte – svarende til tre procent af den samlede medarbejderstyrke. De 6.000 stillinger skal findes overalt i Microsoft, herunder på de internationale kontorer og i fuldtejede datterselskaber som LinkedIn. Læs artiklen her. https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-danske-virksomheder-skruer-ned-for-tempoet-i-usa